Cykelfest i Vest 2014

CYKELFEST I VEST

RUNDT I TREHØJE 2014

af Mette Alstrup, Sørvad

Motionscykelklubben medVIND

Den 26. april 2014 var dagen, som mange med stor glæde havde set frem til. Den sidste lørdag i april, hvor afvikling af motionscykelløbet Rundt i Trehøje foregik for 14. gang. Vejret viste sig fra allerflotteste side med strålende solskinsvejr, temperatur på 17 grader og østlig vind på 6- 10 m/s.

Knap 500 deltager fra nær og fjern var mødt op for at være en del af løbet. De første deltagere, der havde valgt at køre 100 km, blev sendt af sted under speakning og pistolskud. Undertegnede blev sendt ud på 65 km. Der er en vist spænding og forventning ved at stå så mange samlet klar til afgang. Lige inden nedtællingen skulle begynde, lød der et knald! - Ups et punkteret dæk. Startskuddet lød og snart var der kun lyden af hjulene, der snurrede, man hørte. Af sted gik det ud af Vildbjerg på vej imod Sinding og her blev feltet delt i mange grupper. Uden for byen mødte mit øje en skøn gul rapsmark i fuldt flor. En del af Nordvestjyllands allerflotteste natur passerede vi igennem. Turen op over Trehøje bakke er i særdeleshed en oplevelse for sig selv. Med sine 102 m, skaber den høje bakke et betagende udsigt over hede - og lyngarealet. På toppen var der et depot, hvor rytterne havde mulighed for at berige sig med lidt ernæring til resten af turen rundt i det flotte landskab. Ligeledes på toppen deles ruterne i to, nemlig 100 km til venstre imod Abildå og de øvrige på 65 km kunne få sidevinden at føle på Løgagervej. Muren mødte vi ved Vinding Kirke, hvor vi igen skulle køre imod Vildbjerg og fik så østenvinden at mærke. Det var også der, vi mødte nogle, der var ved at være mere eller mindre brugte.

Vi nåede frem til målet ved Blücher. Et par ryttere skulle da også slås om de sidste par meter før målstegen. Vi så og vi sejrede! I målområdet var der pølser med brød til alle deltagerne. Som noget nyt i år var der chip registrering, så man som deltager kunne aflæse køretiden og placeringen på www.rundtitrehoje.dk.

Tak til Vildbjerg Motion og Motionscykelklubben medVIND for et flot og vel arrangeret motionscykelløb.